Det viste sig, at Nynne var noget mere alternativ end vi havde forudset, men hendes forklaring om, at vi som menneske ikke altid har ord og sprog for noget at det der foregår omkring os, gav god mening, og endnu vigtigere, så kunne vi se, at Storm forstod og accepterede hvert et ord, han tog det til sig som havde han fået serveret sandheden om selve livet og universet. Og da hans accept og forståelse gjorde, at effekten kom omgående, så var enhver af vores tvivl og undren fuldstændig ligegyldig.

Jeg kan huske på et tidspunkt, at Nynne snakkede meget om, at Storm ikke måtte føle sig forpligtet til at hjælpe, at han faktisk ikke måtte hjælpe. Og det undrede jeg mig over, for det oplevede jeg da slet ikke var hans problem, tvært i mod, han ville jo ofte helst flygte fra tingene. Men det var kun indtil jeg så, hvordan hans skuldre sank fuldstændig sammen af lettelse under beskeden. Hun så og hørte helt klart nogle ting, som jeg som mor slet ikke havde gennemskuet.

Da vi gik fra Nynne første gang, kan jeg huske, at Storm to trin nede af trappen vendte sig og udbrød højt - Det var FANTASTISK!

Og dagen efter, da han havde en legekammerat med hjemme, da kammede han helt over som jeg aldrig har oplevet det, han var nærmest manisk opstemt og overgearet af eufori på en måde der var helt ny for os - Jeg tænker han simpelthen var helt opstemt og lettet over nogle ting der havde rykket sig og nogle bekymringer der var væk, bare fra dagen før…

Storm og jeg brugte lidt tid på sammen at forsøge at kaste lidt lys over hvad der foregik i ham, hvordan de forskellige følelser påvirkede ham, og hvad det medførte, samt at huske hvad der var af redskaber han kunne bruge når det var svært, så vi forsøgte at tegne et visuelt overblik.

Storm var ret optaget af ideen om et beskyttelses-skjold, som kunne holde de negative følelser væk fra ham. Så han tegnede en nærmest højteknologisk variant, med udførlige ideer om hvordan det virkede og hvad det gjorde.

I tiden efter hører jeg pludselig nye sider af ham, fx hvor han blev irriteret på sine venner i et spil Minecraft, fordi de havde bygget om på hans ting, og min første reaktion er at forsvare dem, a la "så må du gemme tingene" eller forsøge at mindske hans vrede, og få ham til at være mere overbærende (du kan bare bygge det igen, måske var det ikke med vilje). Men jeg ved at det var mig der var helt gal på den, og at det var super at han begyndte at sige fra! Det var en sidegevinst som vi slet ikke havde tænkt på også ville blive styrket, når han bedre kunne rumme negative følelser, og lærte om deres formål.

Efter et par uger blev hans angst dog pludselig værre, måske efter vi havde startet med at italesætte det og var begyndt at komme hos Nynne, det var som om en Pandoras æske der var blevet åbnet, og hvor det den indehold endnu ikke kunne tøjles.

Jeg husker at jeg efter 2. besøg hos Nynne ringede og bad om flere tider (vi havde oprindeligt booket 3), fordi han begyndte at få det værre, men aftalte med Nynne, at vi kunne tage den når han havde været forbi.

Til tredje besøg spurgte Nynne hvad Storm ønskede hjælp til, og hans svar var helt kort: Nu har du brugt en gang på ligesom at starte det hele op og hjælpe mig i gang, og så har vi brugt en gang på øvelser og træne det, så nu vil jeg gerne have, at du bruger sidste gang på lige som at afslutte mig og runde det af. (Han vidste ikke at jeg havde bedt om flere besøg). - Ok, svarede Nynne, og så gjorde de det!

Og her næsten et år efter, så har Storm ikke en eneste gang haft problemer med at håndtere andres negative følelser. Han er blevet så glad og social i sin klasse, og har ingen problemer med at rumme elevernes konflikter eller lærerenes vrede mere, selvfølgelig føler han stadig ubehag, og så helst at nogle situationer ikke opstod, det gør vi nok alle, men nu kan han håndtere det, og agere i det, og distancere sig fra det…

Vi er simpelthen så evigt taknemmelige, og jeg må indrømme, at jeg ofte genfortæller forløbet som en nærmest mirakuløs hændelse, for det var virkelig sådan det føltes for os som forældre.