Mit perspektiv

- på børn og trivsel

En ny viden om at være menneske

Jeg arbejder ud fra en grundlæggende erfaring, som har fulgt mig gennem mange år – både som mor og som terapeut:

Mange børn i dag reagerer ikke, fordi der er noget galt med dem.
De reagerer, fordi de kommer med en ny viden om, hvordan man kan være menneske.

Jeg oplever børn, der er mere sensitive, mere fintfølende og mere præcist afstemte end tidligere generationer. Børn, der mærker stemninger, relationer og ubalancer, før vi voksne selv opdager dem.


De passer ikke altid ind i vores eksisterende systemer, strukturer og forventninger – og når vi forsøger at presse dem derind, lider de.

For mig er børns reaktionsmønstre ikke tilfældige.
De er
meningsfulde svar på den verden, de lever i.

Et nyt blik på børns reaktioner

Jeg mener, at vi i alt for høj grad ser på børn ud fra et verdenssyn, der er formet af fortiden.
Vi forsøger at forstå nutidens børn med gårsdagens begreber.

Det betyder, at vi ofte:

- Leder efter fejl frem for budskaber

- Forsøger at regulere adfærd i stedet for at forstå årsagen

- Taler om børn, før vi taler med dem – eller lytter til det, de allerede fortæller med deres krop og reaktioner

Mit perspektiv er et andet.

Jeg ser børns vrede, angst, tilbagetrækning, uro og sensitivitet som signaler.
Som beskeder om, at noget i deres indre eller ydre verden ikke er i balance.


Og som en invitation til os voksne om at blive mere nysgerrige, mere bevidste og mere ansvarlige.

Paradigmeskiftet:
fra forstyrrelse til forståelse

I mange år har vores samfund haft stor fokus på at diagnosticere børn – ofte med ord, der indeholder “forstyrrelse”.
For nogle børn kan diagnoser være hjælpsomme. For andre bliver de en begrænsende fortælling.

Det paradigmeskifte, jeg står i, handler ikke om at afvise viden – men om at udvide den.

Jeg ser børns reaktionsmønstre som:

- Gaver

- Pejlemærker

- Forsøg på at åbne vores øjne

Ikke som noget, der skal fixes, men som noget, der skal forstås.

Min egen bevægelse ind i dette perspektiv begyndte for alvor, da jeg blev mor. Hver af mine tre drenge havde reaktionsmønstre, jeg ikke forstod, og som kunne gøre mig usikker, forvirret og til tider magtesløs.

Jeg blev klar over, at jeg måtte blive meget mere nysgerrig på at forstå dem, for at kunne møde det, de mærkede indeni. Jeg måtte gå ud over de gængse modeller for verdenen, jeg havde bygget indtil da.

Alle tre drenge havde en gave med til mig; En ny forståelse af mig selv, af andre mennesker samt af verdenen generelt.

Da jeg senere begyndte at arbejde som terapeut, og mødte mange børn i min praksis med samme mønstre og samme gaver, begyndte sammenhængene at træde tydeligt frem.

Børns reaktionsmønstre handler ikke bare om, at de er vrede, kede af det, bange eller stille.

Det er svar på relationer, stemninger og følelsesmæssige spændinger i barnets omgivelser. Og det er invitationer til, at vi som voksne vågner op og ser nysgerrigt på os selv og de forståelser af verdenen, vi lever efter.

Barnets indre center

Min erfaring – igen og igen – er denne:

Når et barn bliver mødt med tid, støtte og kærlig guidning, kan det selv finde tilbage til ro.

Du kan måske genkende det, fra dit barn var lille.
Hvis dit barn slog sig, var ked af det eller på anden måde ude af balance, tog du det op på skødet. Du sad roligt sammen med ham eller hende, talte måske roligt om, hvad der skete, eller bare trøstede. Efter lidt tid genfandt dit barn roen i sig selv, gled ned fra dit skød og legede videre.

Du fixede ikke dit barn. Du opdragede det ikke. Du hjalp det med at genfinde roen i sig selv.

Jeg taler ofte om dette sted som barnets indre center. Et sted med balance, klarhed og livskraft.

Centeret er ikke noget, vi giver barnet.
Det er noget, vi
hjælper barnet med at finde.

Når børn - uanset alder - får støtte til at udvikle kontakten til deres indre center, styrkes deres evne til selvregulering, følelsesmæssig balance og livsmestring.


Når de ikke bliver mødt her, stiger stressen – og reaktionerne bliver stærkere.

Vores rolle som voksne

Børn i dag er ofte meget kloge på et indre plan.
De fornemmer mere, end de kan forklare, og

de registererer selv små ændringer i energien omkring dem.


De er kloge, men samtidig sensitive. Derfor har de brug for
guidning, ikke opdragelse.

Opdragelse bygger ofte på fortidens erfaringer.
Guidning kræver nærvær i nuet.

Jeg tænker vores rolle som voksne er at være langt mere åbne for det perspektiv, vores børn kommer med. Langt mere i stand til at være i nuet og modtage de gaver, de har med til os..

Vi skal være opmærksomme på den energi, vi selv har samt det energetiske felt, vi skaber rundt om vores børn i familien, skolen og institutionen.

Det kan ikke være rigtigt, at vores kloge klode bliver ved med at skabe så mange "forstyrrede" børn. Børn er lavet af det fineste materiale, vi har. Når så mange børn reagerer, må vi i langt højere grad se indad og være nysgerrige på, hvad de mon vil fortælle os og derefter begynde at skabe de rammer, der skal til for at de trives.

Min opfordring til alle voksne er denne:

Du er gatekeeperen.
Dit nervesystem skaber den energetiske og følelsesmæssige ramme, de børn, der er omkring dig, skal fungere i.

Når vi som voksne forstår og tager dette ansvar alvorligt, bliver forandring mulig.

En invitation

Hvis du har læst hertil, håber jeg, du sidder tilbage med:

- inspiration

- nysgerrighed

- kærlighed

og måske en smule mere ro

Måske tænker du:
Hvad nu hvis noget af det her er rigtigt?
Hvad betyder det så for mit barn – eller for de børn, jeg arbejder med?

Det mindste skifte i blik, der kan gøre den største forskel for et barn, er når du oprigtigt siger og mærker:


“Jeg kan ikke blot bruge de forståelser af mennesker og af verdnen, som jeg hidtidigt har haft. For at kunne forstå og guide mit barn bedst muligt, må jeg være nysgerrig på, hvordan det er, og hvad det har brug for"

Hvis du vil lære mere om, hvordan du kan:

- Forstå og hjælpe dit barn

- Forstå og støtte dine elever

- Møde børns reaktionsmønstre med ro og klarhed

… så er du hjerteligt velkommen til at kontakte mig.

Børn er aldrig forkerte. Deres reaktioner giver altid mening

© Copyright 2026.. All Rights Reserved.